Skolebaserede kurser

De fleste udbudte kurser i dette og tidligere GL-E kataloger kan også afvikles som skolebaserede kurser, tilrettelagt ud fra skolens ønsker om indhold og rammer.
Kontakt GL-E på tlf. 3329 0900 eller mail på gl-e@gl.org for at høre nærmere og få et tilbud på et af nedenstående kurser.
Hvis skolen ønsker forslag til oplægsholdere til et skolebaseret kursus i et emne, der ikke er omtalt i GL-E kataloget, kan GL-E kontaktes på tlf. 3329 0900 eller pr mail gl-e@gl.org eller du kan sende en forespørgsel til Bettina Ross i IFPR på tlf. 6550 3659, mail bettina.ross@ifpr.sdu.dk. Begge kan være behjælpelige med tilbud og forslag til yderligere oplægsholdere.

Fagligt samspil og studiekompetence i erhvervsgymnasierne
Målet med kurset er at støtte teamene i arbejdet med elevernes studiekompetence.
Der lægges særlig vægt på teamenes arbejde med faglige samspil, læringsstile og studiesamtalen. Kurset vil herudover fokusere på skriftlighed på tværs af fagene og på progression i det skriftlige arbejde samt inddrage evalueringskultur og udvikling af elevernes refleksion over egen faglig udvikling.
Kurset henvender sig til undervisere og ledere på hhx og htx og kan afvikles skolebaseret over en halv til en hel dag, alt efter skolernes vurdering af, hvor kursets indholdsmæssige tyngde skal ligge.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E

Konstruktiv konflikthåndtering og kommunikation
Gymnasiereformen lægger op til et tættere og mere forpligtende samarbejde om klasser, undervisning, fagligt samspil mv. Samarbejdsprocesser fylder mere i lærerarbejdet, samtidig med at konfliktpotentialet øges. Underviseren gør deltagerne fortrolige med muligheder for at forstå, analysere, foregribe og bidrage til at løse konflikter i lærersamarbejdet for at fremme et frugtbart og professionelt samarbejde.

Stresshåndtering A
Ud fra et teoretisk og klinisk/erfaringsbaseret grundlag omhandler kurset årsager til, symptomer på og behandling af stress. Du får redskaber til personlig håndtering af stress og erfaring med en model til stresshåndtering i team.

Stresshåndtering B
Via teoretisk viden og praktisk arbejde samt udarbejdelse af redskaber til håndtering af oplevet stress, individuelt som i fællesskab, fører underviseren, der er cand. psyk., deltagerne gennem kurset, der veksler mellem teoretiske oplæg, gruppediskussioner, øvelser og test.

Professionalisering af teamsamarbejde
Professionelle team kan være forum for refleksion, læring og organisationsudvikling. Underviseren vil på kurset give konkrete redskaber til strukturering og udvikling af arbejdet i lærerteamene, så disses mål kan nås.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Tutor og elevsamtalen - faglærer og fagsamtalen
Kursusprogrammet tager udgangspunkt i metoden "Systematisk elevutvikling" udarbejdet af de norske undervisere Bodil Dale Stormyr og Bente Vetland Thorkildsen, Kvadraturen Skolesenter i Kristiansand. Kurset er praksisnært i form og indhold, og har fokus på den positive relation mellem lærer og elev. Kurset vægter, hvordan læreren mestrer både jobbet som pædagogisk leder, faglig leder og vejleder for gruppen og enkeltelever, samt udvikler egen kompetence i spørgeteknik og får et praktisk redskab for elevsamtalen.
Værktøjet "Systematisk elevutvikling" foreligger nu også i en dansk netversion.

AT, nye undervisningsformer og kompetenceudvikling
Kurset belyser sammenhængen mellem flerfaglige undervisningsforløb som man møder dem i fx almen studieforberedelse og de undervisnings- og arbejdsformer, der benyttes i gymnasiet. Derfor vil kurset også fokusere på de kompetencer, der skal udvikles for at eleverne opnår den nødvendige studiekompetence. Der vil være et oplæg fra hvert af de faglige hovedområder om sammenhængen mellem de enkelte fag og den generelle kompetenceudvikling.

Fra sort tavle til hvid interaktivitet
Kurset giver et godt indblik i de nye muligheder i undervisningen, der åbner sig med anskaffelse af Interaktive White Boards (IWB). Underviseren viser eksempler fra en række fag, og der vil efter behov være lejlighed til selv at 'lege' med tavlen. Det drøftes hvad en IWB i klasselokalet betyder for lærerens arbejdssituation og elevernes læring. Desuden gives ideer til, hvordan man som skole og lærer kan implementere brugen af IWB, så der bliver tale om en positiv pædagogisk udviklingsproces. Efter aftale kan man få opsat 2 SMART Board opstillinger, som lærerne kan afprøve i 2 uger med tilhørende teknisk og pædagogisk support fra instruktøren.

Faglig og pædagogisk progression
Målet med kurset er at deltagerne bliver i stand til at formulere og tilrettelægge faglig og pædagogisk progression med henblik på kravene om fagligt samspil i 2005-reformerne, dels i eget fag og dels i samarbejde med deltagere fra andre fakulteter. Et vigtigt formål er endvidere at øge deltagernes viden om hvordan progression opfattes i de enkelte fag og de tre hovedområder. Der kan bl.a. arbejdes med progression i udviklingen af faglige kompetencer, studiekompetencer (herunder arbejdsformer), målbeskrivelser og evaluering.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Synopsis i undervisningen og ved eksamen
Synopsisbegrebet er nyt på hf og der eksisterer ikke en fælles opfattelse af, hvad en synopsis skal indeholde. Synopsiskurset skal på den baggrund ses som et forsøg på at udvikle en fællesfaglig synopsisforståelse. Målet er at deltagerne bliver i stand til at honorere ministeriets krav til indholdet i synopsis i undervisningen og til at kunne anvende synopsis som redskab ved eksamen. Kurset tager udgangspunkt i kultur- og samfundsfagsgruppen på hf.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Samspil mellem fagene - hvorfor - hvordan? - toning af studieretninger på hhx
Formålet med kurset er at give deltagerne en større forståelse for at udfolde samspillet mellem fagene i en studieretning i konkrete undervisningsforløb samt at give deltagerne mulighed for at reflektere over udviklingen af elevernes studiekompetencer i denne forbindelse. Herved får deltagerne et fælles sprog og begrebsapparat for det faglige og didaktiske samarbejde.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Portfolio
Målet med kurset er at give deltagerne en forståelse af portfolio som arbejds- og evalueringsform og sætte dem i stand til at implementere portfolio i undervisningen. Kurset vil omfatte såvel portfoliotankens teoretiske grundlag som den praktiske implementering af portfolio, herunder spørgsmålet om anvendelse af en elektronisk portfolio.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Bedømmelse, begrundelse og formidling af dine elevers standpunkt
Målet med dette kursus er at deltagerne opnår viden om formelle krav og forventninger til lærernes elevbedømmelser samt opnår bevidsthed om og reflekterer over egen bedømmelsespraksis og endelig træner bedømmelse og formidling af resultatet til eleverne.
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Fra elev til studerende - arbejdsformer og metakognition
Med udgangspunkt i teoretiske overvejelser udvikles ideer til, hvordan lærere kan gribe den overfaglige undervisning an om elevernes refleksion over egne læreprocesser mm. På kurset gives konkrete ideer til, hvordan der kan arbejdes øvelsesbaseret med elevernes metakognition. Emner som begrebskort, mindmap, problemformulering, refleksion over arbejdsformer og læringsstil præsenteres og diskuteres i didaktisk perspektiv. Et gennemgående tema på kurset bliver hvordan man kan gøre refleksionen over egne læreprocesser, som erfaringsmæssigt kan volde mange elever problemer, til en integreret og vigtig del af den daglige undervisning. Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Fakulteterne og det faglige samspil
Kurset vil tage udgangspunkt i en række konkrete undervisningsforløb, evalueringer af forsøg med fagligt samspil samt ikke mindst i deltagernes egne forslag og erfaringer. Kurset vil præsentere en teoretisk funderet model for det faglige samspil og bl.a. behandle spørgsmålene: Hvad har hovedområderne til fælles og hvad kan de gøre i fællesskab? Hvad adskiller dem? Hvordan kan man gøre en dyd ud af forskellene ved at tematisere fordele og ulemper ved de forskellige tilgange i undervisningen? Hvilke emner og problemstillinger egner sig bedst til fagligt samspil?
Kursusudbyder: IFPR i samarbejde med GL-E.

Lån en samfunds- og erhvervsforsker: Et tilbud til gymnasiet
Institut for Miljø og Erhvervsøkonomi i Esbjerg tilbyder en række gratis foredrag. Det kan enten foregå på Syddansk Universitet (SDU) ellerpå jeres institution. Foredragene afvikles typisk ved et fagligt oplæg, hvor I præsenteres for de nyeste forskningsresultater, med efterfølgende diskussion og behandling af eventuel case. Foredragene kan også anvendes i jeres undervisning i samfundsfag, erhvervsøkonomi, matematik eller naturfag. Hvis arrangementet foregår på SDU's campus i Esbjerg, kan det kombineres med rundvisning på campus og samtale med nuværende studerende. For nærmere information se:
www.sdu.dk/Samarbejde/Undervisningstilbud/Laan_en_samf_indh.aspx.

GLVesterbrogade 16DK - 1620 København VTlf. +45 33 29 09 00Fax +45 33 29 09 01gl@gl.org